Motiver

Tim Pallis

Oversættelse af kapitel 28 "Motives" fra bogen: "Before Thinking.

Saturday Morning Dharma Talks" af Anzan Hoshin sensei, abbed i "Zen Center of Ottawa" og "White Wind Zen Community i Canada. Tilhører Hakukaza linien i Soto Zen Skolen

Vi kommer her med alle slags motiver og alle mulige forståelser. Disse motiver og forståelser er sædvanligvis ret uklare for os. De er som en mængde vage og skiftende følelser. Men når vi sidder og prøver at huske og har disse følelser, konstaterer vi, at dét kun er at fare vild i tankerne, og vi bliver nødt til at vænne tilbage til åndedrættet, tilbage til kun at sidde her.

Det kan være meget forvirrende kun at være opmærksom på det, der faktisk foregår. Der var en student, som var dødsens angst for højder. Det

var en ren fobi. Hun blev hver gang helt stiv og anspændt og mistede fuldkommen balance fornemmelsen. Da hun havde siddet et par måneder skete der noget. Hun sad kun på gulvet med ansigtet mod en væg, ikke på en klippeafsats eller på kanten af en brønd eller på toppen af en stige.

En dag skulle hun så op på en stige for at skifte en elektrisk pære, og det var først, da hun var hal vejs ned af stigen, at hun opdagede, at det ikke engang var faldet hende ind, at hun overhovedet ikke var bange mere. Hvordan det så end var gået til, så havde hun ikke højdeskræk længere. Hun kravlede op på stigen igen og kikkede ned, kravlede ned af stigen igen, op på stigen, ned af stigen, intet.

Sådan er det med så mange ting, som karakteriserer os. De er ganske enkelt vaner, og på en eller anden måde begynder de at åbne og falde væk, når vi praktiserer. Vi ved ikke hvordan og hvornår, for det er ikke så meget os, der opgiver vore vaner, som det er dem, der dumper os.

Det morsomme er, at når et af disse vanemønstre virkelig åbner, når det faktisk falder væk, så leder vi efter det. Vi leder efter det og undrer os over, hvor det er, og føler os alene foruden. Men så opdager vi, at vi ganske enkelt ikke er i stand til at føle det mere, ikke i stand til at blive fastholdt af det, ikke i stand til at blive usikker og ikke i stand til at frygte.

Frygtløshed, åbenhed og klarhed er ikke noget vi fremstiller gennem vor praksis, det er ganske enkelt det, som er nuværende for os, når vi ikke blokerer for dem. Enhver klar forståelse af vor praksis er kun nuværende, når vi praktiserer. Vi kan kun forstå praksis i og med vor praksis. Ingen af vore motiver har noget at gøre med det, vor praksis egentlig talt drejer sig om. Jo mere vi praktiserer, jo mere forstår vi, hvad praksis handler om. Jo dybere vor praksis er, og jo mere vi "drukner" i praksis, jo mere forstår vi det store ocean af praksis.

For virkelig at forstå praksis må man være villig til at dø. Man må være villig til at fødes på ny hvert øjeblik. Man må være villig til at udforske sit liv, således som det faktisk foreligger. Du må være villig til at drukne i dit

liv.

Praksis er liv. Det er ikke noget vi foretager os i vort liv. Praksis er at være opmærksom på vort liv, som det er. Det er at leve dette liv, som det er. For virkelig at forstå praksis, må vi forstå, hvad dette liv er. For at forstå praksis, må vi forstå, hvem og hvad vi hver især er.

Nu tilbage til studenten med højdeskrækken. Et par uger senere talte hun med nogle venner, og som i de fleste af den slags samtaler, fortalte de hverandre om deres hemmeligheder og tilbøjeligheder, udvekslede dem på kryds og tværs i lokalet, idet de sammenlignede sympatier og antipatier.

Den dag drejede det sig netop om fobier, og derfor nævnede hun uden at tænke videre over det, at hun altid havde været dødsensangst for højder. I det øjeblik hun sagde dette, indså hun, at hun ikke længere havde højdeskræk, men stadig tænkte at hun havde det. Hun tænkte stadig om sig selv på den måde.

Vore tanker og følelser er sædvanligvis langt bagud for det, der faktisk sker. De er baseret på en særlig forældet version af, hvad der er sket i fortiden. De er blot erindringer. De er det, som ikke længere er.

Praksis er det, der er, lige nu. Og derfor kan den ikke pågribes af tanker og følelser. Det er udfoldelsen af, overgivelsen til og åbningen af dét, der viser sig som ens hud, kød, ben og marv. Det er det, der får ens hjerte til at slå. Det er luften, som strømmer ind og ud af ens ansigt. Det er det, der viser sig som den blå himmel, sommervarmen og insekterne i græsset.

At forstå vor praksis kan kun melde sig gennem praksis. Forståelse af vort liv melder sig kun, når der ingen adskillelse er mellem os selv og vort liv. Måske kan vi opleve et sådant øjeblik, og måske vil vi tænke: "Oh! Det er hvad praksis handler om." Men da har vi allerede misforstået det. Praksis er at se alle de måder, hvorpå vi adskiller os selv fra vort liv.

Det er at se hver enkelt fortolkning, tankemønster og følelse og at åbne dem alle for erfaringens vidstrakthed, således at der til syvende og sidst, i begyndelsen, hvert øjeblik, ingen mulighed er for adskillelse overhovedet. Praksis drejer sig ikke om at skabe eller opleve nogle få øjeblikke her og der af at leve uden adskillelse. Realisering er ikke en række af åbenbarelser.

Livets vidstrakthed er netop hvad det er! Spørgsmålet er egentlig: Hvorfor oplever man ikke altid tingene på den måde? Hvorfor undgår man sit liv? Hvordan kan det være, at man undviger sin egen vidde? Hvordan kan det være, at man bliver ved med at lade som om man ikke er buddha?

Praksis er et åbent rum, hvori vi kan se alle de små knuder, som vi hele tiden binder i luften, alle de små spil, som vi bliver ved med at spille for at holde os selv beskæftiget og for at fylde vort liv. Indtil vi endelig indser, at disse knuder kun er bundet i luften, og at luften, åndedrættet og himlen er det samme.

Praksis er at forstå sit sind, forstå sit legeme og at forstå sit liv. Derfor har den ikke noget at gøre med ens tanker og følelser. Den er fuldkommen og aldeles upersonlig, den er forbandet ligeglad med os, fordi den er alt for intim til at være personlig. Den handler ikke kun om en selv, men om hver eneste eksistens. Den drejer sig om den, der tænker tankerne og følelserne, den som hører disse lyde.

Praksis åbner en vidde for os, som præsenterer sig som enhver detalje, hvert åndedræt, hvert øjeblik, hver eksistens og hvert græsstrå. Denne vidstrakthed er ikke et resultat af at slå alt sammen til et eller andet konglomerat af enhed. Det er at splintre alt i millioner af glasskår og derpå se, at hver eneste indeholder alle.

Praksis er så intim, at den ikke kan være personlig, så derfor sidder vi på rad og række. Derfor gør vi de ting vi gør her i zendoen samtidig og synkroniseret. Templets miljø viser én, at praksis ikke kun er at sidde. Praksis er hvorledes man står op, hvorledes man blinker og hvorledes man hører. Praksis har direkte noget at gøre med opfattelse og erkendelse, og med hvordan man lever sin verden, med hvad dette liv er, og hvad denne verden er.

Så hvem ved, hvad vi gør her?

Vi gør kun dette.

God fornøjelse!