Motiver

 

Tim Pallis

 

 

Overs¾ttelse af kapitel 28 "Motives" fra bogen: "Before Thinking.

 

Saturday Morning Dharma Talks" af Anzan Hoshin sensei, abbed i "Zen Center of Ottawa" og "White Wind Zen Community i Canada. Tilh¿rer Hakukaza linien i Soto Zen Skolen

 

Vi kommer her med alle slags motiver og alle mulige forstŒelser. Disse motiver og forstŒelser er s¾dvanligvis ret uklare for os. De er som en m¾ngde vage og skiftende f¿lelser. Men nŒr vi sidder og pr¿ver at huske og har disse f¿lelser, konstaterer vi, at dŽt kun er at fare vild i tankerne, og vi bliver n¿dt til at v¾nne tilbage til Œndedr¾ttet, tilbage til kun at sidde her.

 

Det kan v¾re meget forvirrende kun at v¾re opm¾rksom pŒ det, der faktisk foregŒr. Der var en student, som var d¿dsens angst for h¿jder. Det

var en ren fobi. Hun blev hver gang helt stiv og ansp¾ndt og mistede fuldkommen balance fornemmelsen. Da hun havde siddet et par mŒneder skete der noget. Hun sad kun pŒ gulvet med ansigtet mod en v¾g, ikke pŒ en klippeafsats eller pŒ kanten af en br¿nd eller pŒ toppen af en stige.

 

En dag skulle hun sŒ op pŒ en stige for at skifte en elektrisk p¾re, og det var f¿rst, da hun var hal vejs ned af stigen, at hun opdagede, at det ikke engang var faldet hende ind, at hun overhovedet ikke var bange mere. Hvordan det sŒ end var gŒet til, sŒ havde hun ikke h¿jdeskr¾k l¾ngere. Hun kravlede op pŒ stigen igen og kikkede ned, kravlede ned af stigen igen, op pŒ stigen, ned af stigen, intet.

 

SŒdan er det med sŒ mange ting, som karakteriserer os. De er ganske enkelt vaner, og pŒ en eller anden mŒde begynder de at Œbne og falde v¾k, nŒr vi praktiserer. Vi ved ikke hvordan og hvornŒr, for det er ikke sŒ meget os, der opgiver vore vaner, som det er dem, der dumper os.

 

Det morsomme er, at nŒr et af disse vanem¿nstre virkelig Œbner, nŒr det faktisk falder v¾k, sŒ leder vi efter det. Vi leder efter det og undrer os over, hvor det er, og f¿ler os alene foruden. Men sŒ opdager vi, at vi ganske enkelt ikke er i stand til at f¿le det mere, ikke i stand til at blive fastholdt af det, ikke i stand til at blive usikker og ikke i stand til at frygte.

 

Frygtl¿shed, Œbenhed og klarhed er ikke noget vi fremstiller gennem vor praksis, det er ganske enkelt det, som er nuv¾rende for os, nŒr vi ikke blokerer for dem. Enhver klar forstŒelse af vor praksis er kun nuv¾rende, nŒr vi praktiserer. Vi kan kun forstŒ praksis i og med vor praksis. Ingen af vore motiver har noget at g¿re med det, vor praksis egentlig talt drejer sig om. Jo mere vi praktiserer, jo mere forstŒr vi, hvad praksis handler om. Jo dybere vor praksis er, og jo mere vi "drukner" i praksis, jo mere forstŒr vi det store ocean af praksis.

 

For virkelig at forstŒ praksis mŒ man v¾re villig til at d¿. Man mŒ v¾re villig til at f¿des pŒ ny hvert ¿jeblik. Man mŒ v¾re villig til at udforske sit liv, sŒledes som det faktisk foreligger. Du mŒ v¾re villig til at drukne i dit

liv.

 

Praksis er liv. Det er ikke noget vi foretager os i vort liv. Praksis er at v¾re opm¾rksom pŒ vort liv, som det er. Det er at leve dette liv, som det er. For virkelig at forstŒ praksis, mŒ vi forstŒ, hvad dette liv er. For at forstŒ praksis, mŒ vi forstŒ, hvem og hvad vi hver is¾r er.

 

Nu tilbage til studenten med h¿jdeskr¾kken. Et par uger senere talte hun med nogle venner, og som i de fleste af den slags samtaler, fortalte de hverandre om deres hemmeligheder og tilb¿jeligheder, udvekslede dem pŒ kryds og tv¾rs i lokalet, idet de sammenlignede sympatier og antipatier.

 

Den dag drejede det sig netop om fobier, og derfor n¾vnede hun uden at t¾nke videre over det, at hun altid havde v¾ret d¿dsensangst for h¿jder. I det ¿jeblik hun sagde dette, indsŒ hun, at hun ikke l¾ngere havde h¿jdeskr¾k, men stadig t¾nkte at hun havde det. Hun t¾nkte stadig om sig selv pŒ den mŒde. 

 

Vore tanker og f¿lelser er s¾dvanligvis langt bagud for det, der faktisk sker. De er baseret pŒ en s¾rlig for¾ldet version af, hvad der er sket i fortiden. De er blot erindringer. De er det, som ikke l¾ngere er.

 

Praksis er det, der er, lige nu. Og derfor kan den ikke pŒgribes af tanker og f¿lelser. Det er udfoldelsen af, overgivelsen til og Œbningen af dŽt, der viser sig som ens hud, k¿d, ben og marv. Det er det, der fŒr ens hjerte til at slŒ. Det er luften, som str¿mmer ind og ud af ens ansigt. Det er det, der viser sig som den blŒ himmel, sommervarmen og insekterne i gr¾sset.

 

At forstŒ vor praksis kan kun melde sig gennem praksis. ForstŒelse af vort liv melder sig kun, nŒr der ingen adskillelse er mellem os selv og vort liv. MŒske kan vi opleve et sŒdant ¿jeblik, og mŒske vil vi t¾nke: "Oh! Det er hvad praksis handler om." Men da har vi allerede misforstŒet det. Praksis er at se alle de mŒder, hvorpŒ vi adskiller os selv fra vort liv.

 

Det er at se hver enkelt fortolkning, tankem¿nster og f¿lelse og at Œbne dem alle for erfaringens vidstrakthed, sŒledes at der til syvende og sidst, i begyndelsen, hvert ¿jeblik, ingen mulighed er for adskillelse overhovedet. Praksis drejer sig ikke om at skabe eller opleve nogle fŒ ¿jeblikke her og der af at leve uden adskillelse. Realisering er ikke en r¾kke af Œbenbarelser.

 

Livets vidstrakthed er netop hvad det er! Sp¿rgsmŒlet er egentlig: Hvorfor oplever man ikke altid tingene pŒ den mŒde? Hvorfor undgŒr man sit liv? Hvordan kan det v¾re, at man undviger sin egen vidde? Hvordan kan det v¾re, at man bliver ved med at lade som om man ikke er buddha?

 

Praksis er et Œbent rum, hvori vi kan se alle de smŒ knuder, som vi hele tiden binder i luften, alle de smŒ spil, som vi bliver ved med at spille for at holde os selv besk¾ftiget og for at fylde vort liv. Indtil vi endelig indser, at disse knuder kun er bundet i luften, og at luften, Œndedr¾ttet og himlen er det samme.

 

Praksis er at forstŒ sit sind, forstŒ sit legeme og at forstŒ sit liv. Derfor har den ikke noget at g¿re med ens tanker og f¿lelser. Den er fuldkommen og aldeles upersonlig, den er forbandet ligeglad med os, fordi den er alt for intim til at v¾re personlig. Den handler ikke kun om en selv, men om hver eneste eksistens. Den drejer sig om den, der t¾nker tankerne og f¿lelserne, den som h¿rer disse lyde.

 

Praksis Œbner en vidde for os, som pr¾senterer sig som enhver detalje, hvert Œndedr¾t, hvert ¿jeblik, hver eksistens og hvert gr¾sstrŒ. Denne vidstrakthed er ikke et resultat af at slŒ alt sammen til et eller andet konglomerat af enhed. Det er at splintre alt i millioner af glasskŒr og derpŒ se, at hver eneste indeholder alle.

 

Praksis er sŒ intim, at den ikke kan v¾re personlig, sŒ derfor sidder vi pŒ rad og r¾kke. Derfor g¿r vi de ting vi g¿r her i zendoen samtidig og synkroniseret. Templets milj¿ viser Žn, at praksis ikke kun er at sidde. Praksis er hvorledes man stŒr op, hvorledes man blinker og hvorledes man h¿rer. Praksis har direkte noget at g¿re med opfattelse og erkendelse, og med hvordan man lever sin verden, med hvad dette liv er, og hvad denne verden er.

 

SŒ hvem ved, hvad vi g¿r her?

 

Vi g¿r kun dette.

 

God forn¿jelse!